Støt med jeres kompetencer
- IBM casen

Som en del af deres ’On Demand Community’ program opfordrer IBM deres medarbejdere – og endda også deres pensionister – til at bidrage med deres værdifulde ressourcer i form af evner og kompetencer. Derfor har IBM ved flere lejligheder været på besøg hos Fonden og haft større og mindre strategimøder med bl.a. baba og Bydelsmødrene.

I slutningen af november 2015 holdt baba og en af IBMs medarbejdere en heldags workshop hvor de tog forretningsmodelbrillerne på og sparrede omkring udviklingen af en socialøkonomisk model for babas indsatser. Derudover fik baba også stillet flere programmer og materialepakker til rådighed: IBM tilbyder en online platform, hvor der stilles flere hundrede præsentationer, videoer og dokumenter til rådighed for at øge den frivilliges indsats. Man kan også downloade mere end 40 specifikke ”pakker” af færdigt materiale, som er målrettet aktiviteter på skoler og i non-profit organisationer.

Også Bydelsmødrene har også nydt godt af IBMs frivillige program og IBM præsenterer selv case således på deres hjemmeside:

HR Leader Consulting Services Europe, Liselotte Korsgaard, var i efteråret en del af Erhvervsleder i Praktik. Liselotte blev sendt ud til organisationen Bydelsmødre hvor hun mødte en gruppe af kvinder fra etniske minoriteter, der bruger deres fritid på at støtte deres medsøstre til at opdage og anvende egne ressourcer.

Liselotte blev så inspireret af de stærke kvinders arbejde, at hun senere har fortsat sit frivillige engagement, og senest har initieret en workshop mellem 10 bydelsmødre og 10 kvinder fra IBM.

Workshoppen var en stor succes for både IBM’ere og Bydelsmødre, hvor begge parter tog en masse motivation og inspiration med sig hjem. Der blev udvekslet erfaringer, udfordringer og successer fra begge verdener, som umiddelbart forekommer forskellige, men viste sig også at have rigtig mange ligheder.

På baggrund af IBM kvindernes frivillige engagement blev der ligeledes foretaget en donation til Bydelsmødre på 5440 kr. til at udvikle en hjemmeside, der skal sprede konceptet ud til endnu flere byer i Danmark.