Vi søger en engageret konsulent til skalering af Baba

Vil du være en del af et engageret team, som arbejder målrettet på at mobilisere fædre med minoritetsbaggrund, der har masser af ressourcer, men mangler et fællesskab og en platform at handle fra?
Har du konkret erfaring med at skalere indsatser og har du gode projektstyringsredskaber i rygsækken?

Vi udvider vores team og søger en udadvendt kollega med et stærkt drive, der har gode projektstyringsredskaber, viden om frivillighed og erfaringer med fædre med etnisk minoritetsbaggrund. Du skal have lyst til både at understøtte fædrene og til at arbejde målrettet med etablering af eksterne samarbejder.

Baba er en ambitiøs frivillig indsats, som mobiliserer og udvikler fædre til at blive en mere aktiv del af deres børns liv og til at tage et større ansvar lokalt. Formålet med indsatsen er at styrke udsatte familiers trivsel ved at styrke fædrenes kompetencer, viden og netværk, og styrke fagpersoners tilgang og kompetencer til at involvere fædrene.

Vi tilbyder

Vi tilbyder en spændende stilling, hvor du skal arbejde med både at starte nye baba-grupper op og skabe en god forankring for baba-frivillige, så vores indsats kan vokse til glæde for fædrene, familierne og samfundet. Desuden bliver din opgave at supportere lokale samarbejdspartnere i baba metoder, understøtte baba-frivillige i deres sociale arbejde og sikre dokumentation af indsatsen.

Derudover bliver du del af et engageret team og et hus af dygtige og søde kolleger, der brænder for det, de laver.

Dine kvalifikationer

Vi lægger vægt på følgende kvalifikationer:

  • Udadvendt og med gode kommunikative evner
  • En struktureret og systematisk tilgang til arbejdsopgaverne
  • Kendskab til målgruppen og frivillighed
  • Evne til og ønske om at tage ansvar
  • Proaktiv tilgang og altid frisk på at gribe telefonen og få aftaler på plads
  • Taler minimum ét andet sprog end dansk fx arabisk, tyrkisk eller somalisk

Ansøgningsfrist

Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt. Så skynd dig at sende en kort ansøgning, CV og evt. øvrige dokumenter i en samlet pdf per mail til mai-britt@socialtansvar.dk Ansøgningsfristen er den 10. december 2021. Skriv ”Ansøgning babakonsulent” i emnefeltet.

Ansættelsesvilkår

  • Der er tale om en tidsbegrænset stilling frem til 31.12.2022 med mulighed for forlængelse.
  • Jobbet er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt.
  • Der kan forekomme arbejdstid uden for normal kontortid og du skal være indstillet på kørsel rundt på Sjælland og Fyn.
  • Aflønning efter aftale.
  • Stillingen referer til chefen for frivilligt socialt arbejde.

Om Fonden for Socialt Ansvar

Baba er en indsats under Fonden for Socialt Ansvar. Fonden for Socialt Ansvar arbejder med frivilligt socialt arbejde på mange niveauer og er paraplyorganisation for frivillige sociale indsatser, der byder ind med løsninger på en række af samfundets alvorlige problemer. Vores formål er at igangsætte og drive aktiviteter, der fremmer socialt ansvar i den civile-, private- og offentlige sektor, og vores indsatser sker på grundlag af bevillinger og donationer, da Fonden ikke selv er formuende. Fonden arbejder inden for alle velfærdsområder for at støtte børn, unge og udsatte grupper. Fonden for Socialt Ansvar har til huse på Bygmestervej 10, 1. + 3. sal, 2400 København NV.

Du kan læse om os og vores arbejde på www.socialtansvar.dk