Praktikant til metodeudviklingsprojekt

Vil du være med til at gøre en forskel for socialt udsatte familier? Er du studerende, og ønsker du en praktikstilling, hvor du kommer med i maskinrummet i udviklingen af en ny frivillig indsats samtidig med, at du har fødderne plantet i praksis? Så er du måske vores ny praktikant hos Fonden for Socialt Ansvar.

Vi søger lige nu en praktikant til vores nye indsats ”Positive læringsmiljøer i familien” i programudviklingsteamet under Fonden for Socialt Ansvar. Indsatsen skal hjælpe forældre med at styrke deres forældrekompetencer og -ansvar, så de i højere grad kan bakke op om deres barns skolegang.

Dine arbejdsopgaver

Vi går op i, at dine arbejdsopgaver afspejler dine kompetencer og interesser, men du vil bl.a. komme til at arbejde med:

  • Planlægning og afvikling af forløb for familierne i projektet
  • Udvikling af metoder i forhold til facilitering og undervisning
  • Koordinering og understøttelse af de frivillige, som er tilkoblet projektet
  • Mindre kommunikations- og ad hoc-opgaver, som altid opstår i en travl NGO

Vi søger dig, der:

  • Er i gang med en relevant videregående uddannelse
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • Er god til at skabe relationer
  • Har lyst til at arbejde med frivillige og skabe motivation og engagement
  • Har lyst til at blive klogere på målgruppen
  • Kan lide skriftlig og mundtlig formidling

Vi tilbyder:

  • En alsidig praktikstilling med stort ansvar
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • Indblik i og hands-on erfaring med opgaverne i en NGO
  • Et godt og uformelt arbejdsmiljø, hvor du arbejder tæt sammen med en eller flere konsulenter i teamet

Praktisk information om stillingen

Praktikstillingen er mellem 25 og 37 timer om ugen (kan tilpasses dine og vores behov). Stillingen er som udgangspunkt fra februar 2022 til juni 2022. Vi er fleksible i forhold til de præcise datoer og tager hensyn til eksaminer og eventuel undervisning. Der er tale om en ulønnet praktikstilling. Din arbejdsplads bliver Fonden for Socialt Ansvars kontor på Bygmestervej 10, 3. sal, 2400 København NV, som også huser en række andre frivillige sociale organisationer.

Ansøgning og ansøgningsfrist

Send en motiveret ansøgning med CV snarest muligt til gitte@socialtansvar.dk. Vi holder samtaler løbende. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konsulent Gitte Stærk på gitte@socialtansvar.dk eller 29 64 42 24.

Lidt om os

”Positive læringsmiljøer i familien” er et metodeudviklingsprojekt, som først og fremmest handler om at etablere trygge læringsmiljøer for børn i udsatte familier og dermed være med til at understøtte udsatte familiers bæredygtighed og bryde den sociale arv allerede ved indgangen til folkeskolen.

”Positive læringsmiljøer i familien” er en indsats under Fonden for Socialt Ansvar (FSA). Fonden for Socialt Ansvar er en paraplyorganisation for frivillige sociale indsatser, som Natteravnene, baba, Bydelsmødre, mfl., der alle byder ind med løsninger på en række af samfundets alvorlige problemer. FSA's aktiviteter fokuserer på at skabe tryghed, livsglæde og konstruktiv sameksistens, især blandt børn, unge og udsatte grupper, gennem støttende og forebyggende indsatser.