Praktikant til metode­udvikling

Vil du være med til at gøre en forskel for familier i udsatte positioner? Er du studerende, og ønsker du en praktikstilling, hvor du kommer med i maskinrummet i udviklingen af en ny frivillig indsats samtidig med, at du har fødderne plantet i praksis?

Vi søger lige nu en praktikant til det kommende efterårssemester til vores nye indsats Positive Læringsmiljøer i Familien. I indsatsen arbejder vi for at hjælpe forældre med at styrke deres forældrekompetencer og -ansvar, så de i højere grad kan bakke op om deres barns trivsel og læring.

Positive Læringsmiljøer i Familien er et metodeudviklingsprojekt, som handler om at skabe trivsel og trygge læringsmiljøer for børn i familier i udsatte positioner og dermed være med til at understøtte udsatte familiers bæredygtighed og arbejde for at bryde den sociale arv.

Dine arbejdsopgaver

Vi går op i, at dine arbejdsopgaver afspejler dine kompetencer og interesser, men du vil bl.a. komme til at arbejde med:

  • Planlægning og afvikling af forløb for familierne i projektet
  • Udvikling af metoder i forhold til facilitering og undervisning
  • Koordinering og understøttelse af både familier og frivillige, som er med i projektet
  • Opsøgende arbejde i forhold til brobygning og samarbejdspartnere
  • Mindre kommunikations- og ad hoc-opgaver, som altid opstår i en travl NGO

Vi søger dig, der:

  • Er i gang med en relevant videregående uddannelse
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • Er god til at skabe relationer – særligt til børnegruppen
  • Har lyst til at arbejde med frivillige og skabe motivation og engagement
  • Har lyst til at blive klogere på målgruppen
  • Kan lide skriftlig og mundtlig formidling

Vi tilbyder:

  • En alsidig praktikstilling med stort ansvar
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • Indblik i og hands-on erfaring med opgaverne i en NGO
  • Et godt og uformelt arbejdsmiljø, hvor du arbejder tæt sammen med medarbejderne på projektet
Praktisk information om stillingen

Der er tale om en ulønnet praktikstilling på mellem 25 og 37 timer om ugen (vi tager en dialog ud fra dine og vores behov). Stillingen er fra august til december 2022, hvor vi selvfølgelig tager hensyn til eksaminer og eventuel undervisning. Du skal være indstillet på perioder med aften- og weekendarbejde i stillingen. Din arbejdsplads bliver på kontoret i Fonden for Socialt Ansvar på Bygmestervej 10, 2400 København NV, som også huser en række andre frivillige sociale organisationer.