Fonden for Socialt Ansvar har en strategi om at optage mindre sociale indsatser med stort potentiale for sammen med dem at videreudvikle og udbrede de gode løsninger til gavn for endnu flere sårbare og udsatte. Frivilligindsatsen 2 Timer om Ugen blev en del af fonden i 2021, og med en bevilling fra Egmont Fonden på 6,25 mio. kr. skal indsatsen nu udbredes til flere byer.

Den ambitiøse skalering af 2 Timer om Ugen vil løbe over de næste fem år. Målet er, at indsatsen i løbet af den periode skal etableres i ti af de største byer i Danmark, og at mindst 500 flersprogede børn på den måde vil kunne blive hjulpet hvert år.

2 Timer om Ugen bidrager til samfundets sociale og økonomiske sammenhængskraft ved at give flersprogede børn den bedst mulige start på et godt skoleliv. Chef for Programudvikling i Fonden for Socialt Ansvar, Mikkel Hyldebrandt Jensen, siger:

”Vi ved, hvor vigtigt det er at sætte tidligt ind i forhold til børns sprogstimulering – og vi ved, at hver tredje elev med flersproglig baggrund har så svage læsekompetencer, at de har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor er vi enormt glade for samarbejdet med Egmont Fonden, der betyder, at vi kan udbrede denne vigtige indsats. 2 Timer om Ugen har gennem flere år vist flotte resultater i Odense og Esbjerg, og vi glæder os over, at vi nu kan komme ud til mange flere børn i flere byer.”

"Hos Egmont Fonden arbejder vi for at bekæmpe læringsulighed. Vi ser 2 Timer om Ugen som en vigtig brik i dette, og vi glæder os over, at frivillige nu kan slå ring om endnu flere børn med støttebehov og hjælpe dem til øget trivsel og læring."
Henriette Christiansen, Direktør i Egmont Fonden
Fra spireprogram til skalering

2 Timer om Ugen har tidligere være med i Egmont Fondens spireprogram, der støtter nyere og mindre organisationer, som har potentiale til på sigt at gøre en markant forskel i forhold til at sikre, at flere unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Med den nye bevilling er fonden nu også med til at udbrede indsatsen.

Direktør i Egmont Fonden, Henriette Christiansen, siger: ”Hos Egmont Fonden arbejder vi for at bekæmpe læringsulighed. Vi ser 2 Timer om Ugen som en vigtig brik i dette, og vi glæder os over, at frivillige nu kan slå ring om endnu flere børn med støttebehov og hjælpe dem til øget trivsel og læring”.

Om 2 timer om Ugen

2 Timer om Ugen hjælper flersprogede børn i alderen 3-8 år til at få den bedst mulige start på et godt skoleliv. Gennem 1-1 samvær med en dansktalende voksen og fælles sprogklubber hjælper de frivillige børnene med at lære det danske sprog og kultur samt engagerer dem i de danske traditioner. Læs mere på www.2timeromugen.dk