Misforståelser, mistillid og mistrivsel.
Det er tre størrelser, som ofte hænger sammen.
Et udbredt problem blandt udsatte familier med etnisk minoritetsbaggrund er ofte en manglende tillid til myndighederne. Dette kan skyldes vanskeligheder med det danske sprog, manglende uddannelse eller dårlige erfaringer fra hjemlande. Det kniber derfor med kommunikationen mellem forældrene og fagpersoner såsom sundhedsplejersker, pædagoger og lærere med den konsekvens, at børnene mistrives.
En af vores kernekompetencer i Baba og Bydelsmødre er, at vi er i stand til at opbygge den fornødne kommunikation mellem familierne og de fagpersoner, som er en del af børnenes liv, til gavn for børnenes trivsel.
Et spørgsmål om tillid
I Baba og Bydelsmødre forbedrer de frivillige deres danskkundskaber markant. 73 % af de frivillige bydelsmødre oplever i høj grad at være blevet bedre til at forstå og tale dansk, mens det gælder for 72 % af de Baba-frivillige. Derudover hjælper flere end halvdelen af de frivillige i både Baba og Bydelsmødre med at tolke for andre.
Ved at etablere tillid hos udsatte familier er de frivillige i Baba og Bydelsmødre på den måde i stand til at bygge bro mellem myndigheder og en udsat målgruppe, som det etablerede system ellers ikke kan nå. Således har 52 % af de frivillige i Bydelsmødre skabt kontakt og tillid imellem forældre og børnenes institutioner eller skoler, mens 60 % af de frivillige i Baba har skabt kontakt og tillid imellem familier og fagpersoner.
’Dialogmøder’ opklarer misforståelser og bygger bro
Et af de redskaber, vi med succes benytter i Babas uddannelsesforløb, er vores ’dialogmøder’.
En evaluering af Baba-indsatsen fra VIVE viser, at Babas dialogmøder øger tilliden mellem fædre og fagpersoner.
På dialogmøderne deltager fædrene sammen med for eksempel sundhedsplejersker, pædagoger og socialrådgivere fra kommunen.
På møderne får fagpersonerne og fædrene mulighed for ligeværdigt at gå i dialog om dilemmaer og udfordringer i samarbejdet omkring børnene. Fædrene fortæller om deres oplevelse i mødet med offentlige instanser, og fagpersonerne kan oplyse mere indgående om deres arbejde. I fællesskab finder de konstruktive løsninger til forbedringer af samarbejdet og involvering af fædrene. Den indsigt tager både de frivillige og fagpersonerne med sig videre og deler i deres netværk.
Eksempelvis kan vi se, at 56% af de frivillige i Baba har skabt forståelse hos familier omkring fagpersoners rolle i børnenes liv. Ligesom 69 % af bydelsmødrene oplever at have fået et bedre samarbejde med deres børns skole eller fritidsinstitution.
Dette fokus på samspillet mellem fædrene og institutionerne medvirker til at øge børnenes læring og trivsel i hverdagen. Således oplever 72 % af Baba-fædrene i høj grad at blive bedre til støtte op om deres børns læring, og 69 % af fædrene oplever at blive bedre til at deltage mere i aktiviteter i deres barns skole eller daginstitution.
Frivillige i Baba og Bydelsmødre hjælper andre forældre
Både Bydelsmødre og Baba er fællesskaber, der løfter kollektivt. En Baba-frivillig hjælper ikke alene sit eget barn men motiverer også andre fædre i lokalområdet til at tage ansvar. I Baba har 86% af de frivillige fædre motiveret og hjulpet andre fædre med at bruge tid sammen med deres børn, mens 70% af har hjulpet andre fædre med at deltage i flere arrangementer i skolen eller daginstitutionen. Dette sker blandt andet via vores peer-to-peer-samtaler.
I Bydelsmødre har de frivillige årligt over 30.000 samtaler med kvinder og familier i deres lokalområder. I 63% af samtalerne har bydelsmødrene været i stand til at henvise videre til professionel hjælp, herunder til lægehjælp, socialrådgivning, jobcenter, familiecenter og boligforening.
I Baba har de frivillige årligt over 10.000 samtaler med fædre og familier i deres lokalområder. Her ser vi, at 80 % har motiveret og hjulpet andre fædre med at hjælpe børn i gang med fritidsaktiviteter.
Og netop aktiviteter i fritiden er vigtige, når det kommer til unges muligheder på arbejdsmarkedet senere i livet. I en ny undersøgelse af ROCKWOOL Fonden fra 2022 viser forskning for første gang i Danmark, at fritidsaktiviteter i ungdommen øger tilknytningen til arbejdsmarkedet senere i livet.
De frivillige forældre i Baba og Bydelsmødre er brobyggere, der arbejder benhårdt for at skabe de bedste vilkår for deres børn, så de kan trives i børnehaven, i skolen og i fritiden og få et godt og sundt liv – også på den lange bane.
Derfor er Baba og Bydelsmødre en del af løsningen.