Nu lander Unge Ravne i Odense. Opstarten af Unge Ravne, som er en del af Fonden for Socialt Ansvar, markeres med et stort premiereevent lørdag d. 30. september, hvor unge frivillige fra København, Aarhus og Odense samles i byen og går gennem nattelivet for første gang. Formålet med Unge Ravne er, at unge frivillige kan bidrage til at skabe tryghed for andre unge i nattelivet. Unge Ravnes opstart i Odense er muliggjort gennem en bevilling fra Østifterne.

Til premiereeventet vil de unge gå en rute, hvor de på udvalgte lokationer arrangerer aktiviteter, der synliggør Unge Ravne og skaber dialog om trygheden i Odenses natteliv. Ruten går forbi Unge Ravnes samarbejdspartnere, som bl.a. tæller Kulturmaskinen, REKOMs og Bargroups barer og klubber og McDonalds.

Unge Ravne oplever stor interesse fra unge mellem 20 og 30 år i Odense, der gerne vil være frivillige i indsatsen. Det betyder, at der allerede er et hold af engagerede unge i byen, der vil være med til at etablere indsatsen og brænder for at skabe tryghed for andre unge ved at være jævnaldrende, ædru rollemodeller i nattelivet. En af dem er Trille Bennedsen, som er flyttet fra København til Odense for at studere på SDU:

”Jeg glæder mig rigtig meget til at udrulle Unge Ravne i Odense. Jeg meldte mig selv ind allerede i 2020 i København og har oplevet hvor meningsfuldt det er at skabe tryghed for andre unge mennesker, og i det lange løb måske være med til at hjælpe unge til at få de bedste mulige byture og komme hjem i god behold. Og så er det fedt at komme ind i et fællesskab med andre unge og en sjov måde at møde nye mennesker på.” Siger Trille Bennedsen.

Borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel glæder sig over, at Unge Ravne kommer til byen:

”Unge Ravne er et fantastisk initiativ, som netop rummer det helt særlige, at det er unge mennesker, der passer på hinanden. Det handler om at skabe rammerne og forudsætningerne for gode og trygge oplevelser i nattelivet. Og her er de Unge Ravne en markant gevinst. Derfor glæder jeg mig også over, at Unge Ravne ligeledes er en vigtig del af Odense Kommunes Nattelivsråd, hvor vi løbende arbejder for tryghed i nattelivet.”

Vær med til premiereeventet

Premiereeventet løber af stablen lørdag d. 30. september i tidsrummet kl. 20.00 – 23.00. Unge Ravne inviterer presse mfl. med til eventet, hvor man kan møde Unge Ravne på følgende tidspunkter og lokationer:

Program:
  • 20.00: Foran Kulturmaskinen – Farvergården 7, 5000 Odense C
  • 20.30: Foran Proud Mary – Vestergade 68, 5000 Odense C
  • 21.15: Foran Rådhuset, Flakhaven 2, 5000 Odense C
  • 22.00: Foran McDonalds, Fisketorvet 2, 5000 Odense C
Om Unge Ravne

Unge Ravne er Natteravnenes ungdomsindsats og en del af Fonden for Socialt Ansvar. Unge Ravne går deres ture i byen i weekenden og til store events, hvor man kan møde dem både på gaderne og på barer og klubber, hvor unge fester. 150 unge frivillige er en del af Unge Ravne, som har eksisteret i København siden 2019 og i Aarhus siden 2021.

Læs mere om Unge Ravne her