Det er i sandhed blevet sværere og sværere at finde finansiering til driften af det frivillige sociale arbejde, vel at mærke, hvis man er en lille eller mellemstor frivillig social organisation, som ikke arbejder specifikt med børn eller børnerettigheder. Man springer fra tue til tue og bliver ikke belønnet for hverken flid eller dokumenteret social effekt. Det er som at spille Black Jack i cowboyland. Vi sidder bare og beder til at kortene falder heldigt ud til vores side.
Modstand mod systemliggørelse
Det er længe siden, at vi i Fonden for Socialt Ansvar besluttede os for at prøve at samle de små og mellemstore organisationer under én hat. Vores idé var på ingen måde at skabe én stor civilsamfundsmastodont. På samme måde har vi heller aldrig bakket op om ideen med et civilsamfundsministerium. Begge dele vil i vores optik resultere i en ensretning og en systemliggørelse, som vi ikke tror, er fordrende for det frivillige engagement samt for den ild som trods alt brænder i vores ansatte.
Det ligger jo lige til højrebenet at oversætte ønsket om én stor mastodont på vores område til ønsket om at alle frivilligorganisationer skal være velfærdsleverandører. Ikke på deres egne præmisser, men på statens eller kommunernes. Det er jo meget lettere at styre det frivillige arbejde, hvis det hele er organiseret under én hat eller ét ministerium. Det tror vi ikke er den bedste måde at gøre det på.
Vi ønsker os ikke én stor civilsamfundsmastodont. Når vi forsøger at samle organisationerne, er det i langt højere grad et ideologisk korstog.
Beskyttelse af alsidigheden i frivillige tilbud
Det handler om at beskytte alsidigheden i de frivillige sociale tilbud, så vi sikrer, at alle udsatte i Danmark, får den hjælp, som de har brug for. Det er et modsvar til den centralisering, der er foregået på området både i udlandet og i Danmark over de seneste år. Det har betydet at de store organisationer har vundet stadigt mere terræn, imens de små og mellemstore specialiserede organisationer er ved at dø af udmattelse og pengenød. Det er også et modsvar til den skævvridning i uddelingerne, som opstår på baggrund af centraliseringen, som har risiko for at favorisere særlige grupper af udsatte imens andre er efterladt stort set uden opmærksomhed og støtte.
Samarbejde på tværs
Den frivillige sociale sektor har i årevis fået skyld for ikke at samarbejde. ”De kæmper jo alle sammen om de samme midler og bekriger nærmest hinanden” har det lydt. I Fonden for Socialt Ansvar har vi et kæmpestort netværk, som rækker langt ind i sektoren og går på tværs af alle velfærdsområder.
Vi samarbejder med både små, mellemstore og kæmpestore organisationer. Derfor har vi også et stort indblik i, hvad der foregår i sektoren. Set med vores øjne har sektoren gennemgået en enorm udvikling og også professionalisering i løbet af de sidste 10 år. De fleste af de gamle historier om, at vi ikke vil hinanden det godt, eller ikke samarbejder, er for længst gjort til skamme. At vi alle kæmper om de samme midler er fuldstændig rigtigt – tilbage til cowboyland – men vi bekriger ikke hinanden. Vi begræder hinandens skæbne, og så trøster vi hinanden.
Vi er ikke i krig med hinanden. Vi er i krig mod vores rammevilkår og på de udsattes vegne. Vi mener, at de frivillige sociale organisationer allerede er godt på vej til en god organisering. Vi ser store samarbejder på tværs af de store børnerettighedsorganisationer. Vi ser, at Røde Kors og Flygtningehjælpen samarbejder om nødhjælpen. Vi ser Frise og CFSA-huse og opkvalificere foreninger i hele Danmark. Vi ser RådgivningsDanmark certificere rådgivningsindsatser, så det offentlige kan henvise trygt til dem. Vi ser vores nye brancheforening træde i karakter. Vi har Fonden for Socialt Ansvar, som tilbyder at hjælpe de små og mellemstore ind i et driftsfællesskab, hvor de kan være sig selv, imens de udvikler sig og når endnu flere udsatte.
Herudover er der de organisationer, som i disse år udvikler sig fra at være frivillige sociale tilbud til at være investeringscases eller etablerede for-profit velfærdstilbud.
Udvikle sektoren
Vi kan meget af det, vi kan, og vi når alle dem, vi når, fordi vi er forskellige. Vi er IKKE er en myndighed, en forskningsinstitution, en privat velfærdsleverandør betalt af kommunen, et forkontor til et ministerium eller én stor civilsamfundsmastodont. Selvfølgelig skal vi blive ved med at udvikle sektoren, men ikke ovenfra som en slags bestillingsarbejde, for at vi kan være ”rigtige” velfærdsleverandører eller kan passe ind i en specifik katalytisk fondsstrategi. Men i fællesskab, med respekt for hinandens udgangspunkt og med øje for hinandens særlige kompetencer og kontakt til de udsatte målgrupper.
Vi opfordrer til at lade sektoren organisere sig selv. Den er allerede godt i gang, og man bør understøtte det gode arbejde. En robust civilsamfundssektor kommer alle til gavn.
