Vold i nære relationer er udbredt og foregår i det skjulte. Mange kvinder lever med vold i årevis, før de søger hjælp. Det skyldes ikke manglende vilje, men det kræver mod, tillid og viden at række ud. Frivillige i Bydelsmødre spiller en vigtig rolle i opsporing og støtte til voldsudsatte – særligt i udsatte boligområder og blandt kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Vi styrker nu vores indsats mod vold yderligere og samarbejder med offentlige myndigheder.

I en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet i 2022 angiver 2,4 % af kvinder at have været udsat for fysisk vold inden for det seneste år, heraf angiver 40 % af kvinderne, at den fysiske vold har været udført af en partner. Samme undersøgelse viser at 5,2 % af kvinder har været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år. (Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, 2022).

Vold i nære relationer er samtidig et tabubelagt emne, og mange voldsudsatte kvinder føler en stor skyld- og skamfølelse ved at være udsat for vold. Når volden udøves af en nær relation, er det oftere sværere at bryde med volden og relationen pga. af en blanding af frygt, kærlighed og et håb om forandring. Psykisk vold kan være svær at identificere, og for mange kan det tage flere år at opdage, hvad de er udsat for pga. et manglende sprog for oplevelserne eller en opfattelse af, at det, der sker, er normalt (Dialog Mod Vold, 2022).

For kvinder med etnisk minoritetsbaggrund kan manglen på netværk, ressourcer og viden om deres rettigheder i Danmark gør det svært at søge hjælp. Derfor bliver kvinderne i voldelige forhold, fordi de f.eks. er bange for, at deres børn bliver tvangsfjernet, hvis der er vold i hjemmet, eller at de mister retten til at bo i Danmark, hvis de forlader forholdet (Vive, 2025).

Viden om voldsudsattes situation, kontekst og baggrund kan gøre en stor forskel, når de frivillige bydelsmødre møder kvinder, de mistænker for at være udsat for vold, eller kvinder, der selv fortæller om vold. En tillidsfuld relation og at lytte fordomsfrit er nødvendigt for at kunne hjælpe og støtte andre kvinder.

“Hos Bydelsmødre møder vi virkeligheden helt tæt på. Vi ser konsekvenserne, når ingen griber ind i tide, og vi mærker lettelsen og forandringen, når en kvinde får mod til at fortælle, hvad der sker bag lukkede døre,” fortæller Mai-Britt Haugaard Jeppesen, der er direktør for Frivilligt socialt arbejde i Fonden for Socialt Ansvar.

Bydelsmødre er en vigtig støtte for voldudsatte kvinder i udsatte boligområder

Vold i familien er desværre noget, der fylder hos mange af de kvinder, de frivillige bydelsmødre møder, og mange af dem lever med den længe, før de får mod til at tale med andre om det.

”Viden om fysisk og psykisk vold har altid været en grundsten i frivilliguddannelsen i Bydelsmødre og er en vigtig del af de frivilliges værktøjskasse. Men det er et svært emne også for de frivillige og derfor er der løbende brug for opdatering af viden,” fortæller Mai-Britt Haugaard Jeppesen, der er direktør for Frivilligt socialt arbejde i Fonden for Socialt Ansvar og fortsætter:

“For os er det vigtigt, at bydelsmødrene tør åbne samtalerne om vold, at de ikke har berøringsangst, men at de med tillid, respekt og insisteren støtter den voldsudsatte kvinde, og tager sig den tid, som kvinden har brug for ift. at bryde med volden eller finde ud af, hvordan hun tager det næste skridt.”

De frivillige lærer bl.a., hvad vold egentlig er, hvordan man hjælper, hvilke rettigheder man har, og hvordan man kan tale med kvinder, der oplever vold. Og det bliver brugt i praksis.

39 % af Bydelsmødrene har nemlig i 2023 støttet kvinder, der var udsat for psykisk vold, som trusler, kontrol og manipulation, og 26 % har støttet kvinder, der var udsat for fysisk vold (Bydelsmødres frivilligundersøgelse, 2023).

”Bydelsmødrenes samtaler med voldsudsatte kvinder handler i mange tilfælde om at lytte, støtte og guide den voldsramte til selv at handle, til at få viden om sine rettigheder og til at finde modet til at søge hjælp”
Mai-Britt Haugaard Jeppesen

Hvis den kvinde og/eller børn, bydelsmødrene møder, er udsat for akut fare, hjælper den frivillige bydelsmor med, at kvinden kommer på krisecenter eller i kontakt med andre tilbud, der kan hjælpe. Derudover er Bydelsmødrene også klædt på til at kunne underrette offentlige myndigheder i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.

Opkvalificering og samarbejde med offentlige myndigheder

Behovet for en styrket og mere nuanceret indsats mod vold i nære relationer er vokset markant de seneste år både blandt vores samarbejdspartnere, og i det politiske landskab, hvor området har fået fornyet opmærksomhed i nationale handlingsplaner og lovgivning.

I øjeblikket arbejder vi målrettet med at styrke fagligheden på voldsområdet, så vi er klædt bedst muligt på til at støtte dem, der møder voldsudsatte kvinder med minoritetsbaggrund gennem deres arbejde.

Et eksempel på, hvor vi bidrager til at opkvalificere fagpersoner, er i Region Syddanmark, der pt. er ved at forbedre og målrette screeningsmaterialet til at opspore vold, som jordemødre bruger i samtaler med gravide. Regionen har gode erfaringer med screeningen i forhold til kvinder med dansk baggrund, men vil opdatere materialet, så det i endnu højere grad kan imødekomme kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.

Her bringer vi Bydelsmødrenes praksisnære erfaring i spil: Hvilke ord skaber tillid? Hvilken viden har kvinderne? Hvordan skaber man en samtale, der åbner i stedet for at skabe afstand?

Vi bidrager både til tilpasning af spørgeskemaer og til at undervise fagpersoner, så samtaler om vold ikke falder til jorden, men bliver brugbare – også for de kvinder, som ikke kan spejle sig i det eksisterende materiale.

Samarbejde og faglighed er vigtige elementer i en mere målrettet indsats mod vold, og derfor er det meningsfuldt, at vi arbejder på tværs af sektorer for at støtte flest muligt voldsudsatte. Derudover er det vigtigt at tage højde for, at tillid og nære relationer ofte er afgørende for, at forandringer begynder at tage form.

Forandringer begynder med relationer

At komme volden til livs kræver forebyggende indsatser, politisk handling og de rette rammer i offentlige tilbud, og det er derfor godt med et øget fokus på vold, kampagner mv. Men de første skridt til store forandringer hos den enkelte kvinde begynder ofte i det nære: I relationer og samtaler, hvor kvinden mødes med tillid og forståelse.

Vold bliver opdaget og aftabuiseret, når man taler om den, stiller spørgsmål og lytter.

Bydelsmødre har altid stået et sted, hvor relationer kommer først, og hvor det handler om at opbygge netværk og handlekraft hos kvinderne selv, så de får mulighed for at skabe forandringer i eget liv.

Derfor fortsætter vi med at styrke vores frivillige, vores sprog og vores faglighed, så volden bliver synlig, talt om og stoppet. Det starter ofte med at nogle tør lytte, støtte og gå ind i samtalen med de rigtige vinkler og værktøjer, så kvinderne får mod til at bryde med volden.