Fonden for Socialt Ansvar, der driver en række frivillige sociale indsatser – herunder blandt andre Natteravnene og Bydelsmødre – har på et bestyrelsesmøde den 26. august valgt ny formand efter Kurt Helles Bardeleben, som har været fondens formand i ti år og nu ønsker at give stafetten videre.

I Kurt Helles Bardelebens formandsperiode har fonden gennemgået en markant udvikling og er i dag en central aktør i civilsamfundet i Danmark. Han har sagt ja til at fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem, for at hjælpe den nye formand godt på vej.

Den ny formand er tidligere minister Rasmus Prehn, som har siddet i fondens bestyrelse siden juni 2024.

Rasmus Prehn kommer med 20 års erfaring som folketingsmedlem og udkom i februar 2025 med bogen ”Hverdagssolidaritet”, som netop handler om den store samfundsværdi, der skabes gennem civilsamfundsarbejdet og det frivillige sociale arbejde.

”Det er med stor stolthed og ydmyghed, at jeg har sagt ja til at påtage mig denne opgave. Og netop det at arbejde med frivilligt civilsamfund har, som det fremgår af min bog, min helt store interesse, og jeg ser for mig, at det frivillige sociale arbejde får en endnu større rolle i fremtidens samfund. Jeg vil gøre mit yderste for at lede bestyrelsesarbejdet, så vi sikrer, at et allerede stærkt Fonden for Socialt Ansvar fortsætter som en vital organisator og udvikler af vigtige sociale indsatser i Danmark. Og jeg vil gennem mit brede politiske netværk bidrage til at udbrede kendskabet til fondens gode og samfundsnyttige arbejde,” siger Rasmus Prehn.

Den afgående formand udtaler: ”Jeg har navnlig været glad for det gode og inspirerende samarbejde med fondens adm. direktør Thit Aaris-Høeg, som på enestående måde har drevet udviklingen af fonden fra stort set kun at være Natteravnene til i dag at rumme 16 sociale indsatser, som tilsammen driver mere end 430 foreninger og godt 6.000 frivillige og indtager en central rolle i det danske civilsamfund. Jeg glæder mig til det fortsatte arbejde i bestyrelsen,” udtaler Kurt Bardeleben.

Fondens næstformand Natasha Friis Saxberg, direktør for IT-Branchen, takker den afgående formand for en stærk indsats og glæder sig over valget af den nye formand. Hun siger, ”Jeg er sikker på, at Rasmus er den rigtige til formandsposten, og jeg tror på, at vi i fællesskab kan drive Fonden for Socialt Ansvar til nye højder.”

Fondens bestyrelse består nu af følgende medlemmer:

Formand – Rasmus Prehn, adm. direktør i Økologisk Landsforening
Næstformand – Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen
Kurt Helles Bardeleben, advokat, mediator og psykoterapeut samt partner hos Sirius Advokater
Anne-Marie Skov, fondsekspert og professionelt bestyrelsesmedlem
Mikkel Bogh, professor og centerleder på Københavns Universitet
Anne Tønnes, politidirektør i Københavns Politi
Merethe Eckhardt, udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen

Alle bestyrelsesmedlemmer arbejder ulønnet.