Rekordmange udsatte børnefamilier ansøger om økonomisk støtte hos private hjælpeorganisationer. Fonden for Socialt Ansvar har i 2023 modtaget 128 % flere ansøgninger end i 2022, der også var rekordår for ansøgninger. Børnefamilierne mangler bl.a. penge til skoleudstyr, ligesom udgifterne til dagligdagsting som mad, strøm og husleje giver udfordringer.

Fonden for Socialt Ansvar uddeler økonomisk hjælp til udsatte børnefamilier i udsatte boligområder gennem frivilligindsatserne Baba og Bydelsmødre. Hjælpen er finansieret af Egmont Fonden og er en del af initiativet En Håndsrækning.

Ansøgerne er børnefamilier med en i forvejen presset økonomi, som har stærkt brug for hjælp. De beskriver, at de har svært ved at betale helt basale fornødenheder og søger om støtte til bl.a. skoletasker, penalhuse og computere, så deres børn kan følge med i skolen.

Mange af familierne beskriver også, at deres økonomi ikke kan følge med, når børnene vokser. Derfor søger de om støtte til senge til deres børn, som er vokset ud af deres barnesenge, eller som ikke har egen seng, men deler med en søskende eller forældre. Familierne søger også om støtte til tøj til børnene og flere beskriver, at det er en udfordring, at børnene vokser ud af tøjet hurtigere, end økonomien kan følge med, selvom de køber genbrugstøj.

Bekæmpelse af børnefattigdom

Ifølge Thit Aaris-Høeg, der er adm. direktør i Fonden for Socialt Ansvar, er det tydeligt, at inflationen og de stigende priser gør ekstra ondt på dem, der i forvejen er udsatte.

Takket være En Håndsrækning-samarbejdet med Egmont Fonden kan vi hjælpe nogle af de børnefamilier, der er hårdest ramt i vores samfund. Og dermed bidrage til at bekæmpe den børnefattigdom, der har vidtrækkende konsekvenser for børns trivsel og udvikling videre i livet. Der er et kæmpestort behov for at hjælpe disse familier, der i forvejen er udsatte og sårbare på en række parametre, sådan at de kan hjælpe deres børn til at bryde den sociale arv og til at gribe mange flere af de muligheder, samfundet giver dem,” siger Thit Aaris-Høeg.

Direktør Heidi Sørensen fra Egmonts Fondssekretariat understreger sammenhængen mellem familiernes økonomi og børnenes trivsel:

Når økonomisk trængte familier har svært ved at få opfyldt basale behov, går det også ud over børnenes mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, ferieoplevelser og andre aktiviteter, der giver adgang til fællesskaber med andre børn. Det er en samfundsudfordring, som kun kan løses med flere forskellige indsatser. Lad os sammen hjælpe disse børn og deres familier”, siger Heidi Sørensen.

Det er takket være de frivillige i Fonden for Socialt Ansvars Baba- og Bydelsmødre-netværk, at En Håndsrækning når ud til de familier, der har mest brug for hjælp. De frivillige møder stor tillid i deres lokalområder og kan derfor komme tæt på familierne og få indblik i de udfordringer familierne har på baggrund af deres økonomiske situation. På den måde når indsatsen ud til familier, der ellers kan være svære at nå gennem andre indsatser.

Farhio Abdirahman Yusuf, der er frivillig Bydelsmor i København NV, siger:

Jeg har hjulpet mange familier med at søge. Familierne har f.eks. søgt til computere til børnenes skole. Mange har også søgt om cykler til deres børn, så børnene kan cykle til skole, fritidsaktiviteter og fritidsjob, så familierne kan skære ned på udgifter til offentlig transport. Det betyder meget for mig, at jeg kan hjælpe familierne med at søge om støtte, for jeg ved, at det gør en stor forskel for dem.

Kontakt

Thit Aaris-Høeg, adm. direktør i Fonden for Socialt Ansvar via kommunikationschef Jacob Møller Overgaard: 5071 6781 eller jacob-m@socialtansvar.dk

Direktør Heidi Sørensen, Egmonts Fondssekretariat via kommunikations- og pressechef Tine Pind Jørum: 2711 6896 eller tj@egmontfonden.dk

 

Læs Egmont Fondens analyse om børnefattigdom

Egmont Fonden udsendte tidligere på sommeren en analyse om børn i fattigdom, der viser, at sommeren for børn i økonomisk trænge familier er en tid uden aktiviteter og et savn efter oplevelser med familie og venner, der ikke er råd til: https://www.egmontfonden.dk/ny-analyse-born-i-fattigdom-savner-sommerferieaktiviteter