Mette fra Natteravnene i Næstved har fortalt om en oplevelse, hun havde på en vandring i nattelivet.
”Derfor og lige derfor gør vi netop en kæmpestor forskel.”
Sådan beretter Mette fra Natteravnene i Næstved om en vandring for noget tid siden, hvor de hjalp en ung, som var meget påvirket. Hør her, hvordan Mette fortæller om aftenen:
“Vi ville ikke gå fra den unge, som sad alene og var meget kold og påvirket. Den unge var faldet en time forinden, og vennerne var gået. Vi fik en dørmand til at hjælpe os. Den unge forsvandt fra os et øjeblik, men ved vedholdenhed og opbakning fra andre unge mennesker, ventede vi i to timer på en ambulance. Ingen gik fra den unge før ambulancen kom. To unge piger, der også var der, var fantastiske og i et tværfagligt samarbejde, fik vi hjulpet den unge. Derfor og lige derfor gør vi netop en kæmpestor forskel.
Vi fik viden om stoffer i drinks og pigerne mente, at den unge havde fået andet end alkohol. Alle løftede i flok, og det var skræmmende at tænke på konsekvenserne, hvis ingen havde hjulpet den unge.”
Selv om sådanne oplevelser aldrig er behagelige, så ser Mette det omvendt også som en solstrålehistorie, der måske reddede et ungt, meget påvirket menneske. Derudover ser hun det også som en understregning af Natteravnenes nødvendige arbejde i nattelivet, og som en af hovedårsagerne til at tilbringe mange frivilligtimer i nattelivet.