Community building – man i daglig tale ville kunne kalde at bygge stærke og ansvarlige lokale fællesskaber – er en metode, hvor lokale går sammen om at tage fælles handling på problemstillinger, der er vigtige for dem og deres lokalområde.

I den type indsatser arbejder vi med at styrke deltagerne med henblik på at skabe stærkere og mere sammenhængende fællesskaber. Her er det vigtigt, at deltagerne selv føler ejerskab og er engagerede om både sagen og hinanden. Altså at mennesker frivilligt bidrager til det lokale fællesskab og tager ansvar for at løse vigtige lokale udfordringer.

“Vi kompetenceopbygger, sikrer gode rammer, etablerer netværk og samarbejder, så lokale borgere får vækket deres ansvarsfølelse og engagement for deres lokalområde og hinanden. Selvom det kan være svært at måle på, er der meget der tyder på, at det er en stor gevinst for både den enkelte og familie såvel som for lokalmiljøet og samfundet,” siger Mai-Britt Haugaard Jeppesen, direktør for frivilligt socialt arbejde i Fonden for Socialt Ansvar.

Men vi bygger ikke fællesskaber for fællesskabernes skyld. Med de stærke lokale fællesskaber kommer lokale forandringsagenter, der kan skabe varige forandringer, som forankres hurtigere og bedre, fordi dem, det berører, er ejere over løsningerne.

Fællesskabernes forskelligheder

De lokale fællesskaber kan se meget forskellige ud, og nogle har behov for understøttelse fra organisationer eller myndigheder, hvorimod andre er mere selvkørende.

Bydelsmødre-frivillige er til stede i udsatte boligområder, hvor de selv bor. De opkvalificeres med en samtidig anerkendelse af, at de selv er eksperterne i deres lokalområde. De får en unik og særlig relationel indgang til andre i lokalområdet, hvor de både er opmærksomme på naboen og følger proaktivt op på mistrivsel hos de enkelte samt er opmærksomme på andre lokale problematikker. Ligeledes er de nøgleaktører, som myndigheder kan række ud til for at løse udfordringer såsom kriminalitet, negativ social kontrol og lignende.

Natteravnene består af lokalforeninger, der stiftes på de lokales eget initiativ. Vi ser ofte, at ønsket om at starte ny lokalforening kommer i forlængelse af nogle meget konkrete og til tider ulykkelige episoder eller udfordringer i lokalområdet. Der er stor forskel på de frivillige. De er dog fælles om ønsket om at skabe et trygt natteliv for de unge og i det hele taget bidrage til tryghed i lokalområdet, hvor de går i hold af tre og knytter bånd og sammenhold om den fælles sag.

Og i Brug Folkeskolen understøtter vi fællesskaber omkring de lokale folkeskoler. Indsatsen resulterer i, at forældre i samarbejde med skolernes ledelse bliver ambassadører og centrale aktører i at styrke skolen. Det leder til, at flere forældre bliver engageret i trivslen og samarbejdet med skolen gennem stærkere fællesskaber på tværs af årgange og klasser.

Selvom fællesskaberne er forskellige og sagerne varierer, handler det altid om empowerment og ejerskab for fællesskaberne hos de lokale i lokalområderne og ikke mindst ejerskab for lokale udfordringer og et fælles ønske om at løse dem.

Når man kender hinanden på kryds og tværs, inddrages flere menneskers perspektiver og kompetencer med henblik på de rette løsninger og muligheder til gavn for alle.

Det fælles bidrag kan noget helt særligt.

Vi bygger relationel infrastruktur

De fleste af os føler størst ansvar for dem, der står os nærmest. Det påvises også i et studie fra CERTA og TrygFonden, der fremhæver, at familien og nære venner er blandt de absolut vigtigste agenter i at påvirke vores adfærd og holdninger.

”I vores arbejde med stærke lokale fællesskaber forsøger vi at udvide den cirkel af mennesker, man føler ansvar for, så det ikke kun gælder familien og nære venner, men også naboens børn og det øvrige lokalsamfund,” siger Mai-Britt Haugaard Jeppesen.

Ligesom veje forbinder byer, forbinder relationer mennesker. Vi siger, at vi bygger ”relationel infrastruktur”.

Det handler om de sociale bånd og netværk, der muliggør hurtig og effektiv handling, når lokalsamfund står over for udfordringer. Jo stærkere relationerne er, desto hurtigere og mere effektivt kan problemer løses.

”Under kriser som COVID-19-pandemien eller lokale konflikter har vi gang på gang set, hvordan bydelsmødre og natteravne har stået klar til at hjælpe til. De kender allerede lokalområdets aktører og kan derfor hurtigt sætte ind,” forklarer Mai-Britt Haugaard Jeppesen.

En stærk relationel infrastruktur giver lokalsamfund modstandskraft mod sociale udfordringer. Når mennesker kender og stoler på hinanden, kan problemer løses, før de vokser sig store.

Altså kan lokale ikke kun tage hånd om hinanden i dagligdagen, men også i krisetider. Ingen står alene, og der kan reageres hurtigt og effektivt, hvis behovet opstår.

Udfordringer ved community building

Som med så mange andre metoder, er der selvsagt også udfordringer og begrænsninger, når man arbejder med community building.

Hvor engagementet og ejerskabet hos deltagerne er det lokale fællesskabs helt store styrker, kan det også blive dets største svaghed. Svinder engagementet, svækkes fællesskabets berettigelse og effekt, fordi der ikke længere er kræfter, energi eller ressourcer til at tage ansvar for løsning af de lokale udfordringer. Og uden opbakning fra lokalsamfundet, kan det hurtigt føles meningsløst at lægge frivillig tid og kræfter i arbejdet.

Desuden tager det tid at opbygge stærke lokale fællesskaber, og effekterne vil typisk være langsigtede. På trods af den store værdiskabelse fællesskaberne kan skabe, kan det derfor være vanskeligt at finde finansiering til sådanne indsatser, da det mere populære valg ofte kan blive kortsigtede og meget målbare indsatser.

”Ønsker man at arbejde med at skabe succesfulde og langvarige lokale fællesskaber, skal man være opmærksom på faldgruberne såvel som de store potentialer. Det er vigtigt at gøre sig overvejelser om, hvordan man kan sikre løbende opbakning fra de lokale såvel som omverdenen, og hvordan man holder liv i engagementet,” siger Mai-Britt Haugaard Jeppesen og tilføjer:

”Nogle gange ser vi eksempelvis lokalforeninger, der er ved at lukke – måske fordi de bærende kræfter taber engagementet, behovet føles mindre eller det tager alt for lang tid at skabe forandringen. Det er blandt andet her landsorganisationerne spiller en stor rolle. De kan sikre kontinuitet og skabe overgang mellem frivillige kræfter, så engagementet fastholdes, så længe der er behov for en indsats.”