Rasmus Prehn, der er medlem af Fonden for Socialt Ansvars bestyrelse, tidligere minister og netop afgået som folketingsmedlem, da han er blevet adm. direktør for Økologisk Landsforening, har for nyligt udgivet sin nye bog ”Hverdagssolidaritet”. Vi har stillet ham fem spørgsmål.

Hvad er din motivation for at skrive bogen Hverdagssolidaritet?

Frivilligt arbejde betyder virkelig meget for mange mennesker og for det danske samfund. Det, at nogen frivilligt lægger kræfter i at gøre noget for andre og udvise hverdagssolidaritet, er fantastisk inspirerende, og det har jeg haft lyst at beskrive og tale op.

Imens jeg har skrevet bogen, er jeg blevet mere bevidst om, hvor meget det egentlig betyder for sammenhængskraften i et samfund, at der er folk, der er frivilligt og socialt aktive på den måde, som de er. Jeg har jo også besøgt og nævner i bogen to af jeres indsatser i Fonden for Socialt Ansvar, nemlig Natteravnene og Bydelsmødre, som gør en mærkbar forskel.

Hvad ligger du i hverdagssolidaritet?

Hverdagssolidaritet er den slags solidaritet, man udviser i praksis hver dag – og altså en solidaritet, der ikke kun er noget, man taler om den 1. maj og ved andre højtideligheder. Dét tusindvis af mennesker i Danmark frivilligt gør hver dag.

Der er imponerende meget hverdagssolidaritet i det danske samfund, men vi har brug for endnu mere. Vi skal gøre det endnu mere tilgængeligt, gøres endnu mere begejstringsskabende og endnu mere motiverende at være med som hverdagssolidariske mennesker.

I bogen fremhæver jeg også, den måde Fonden for Socialt Ansvar samler indsatser i samme hus, så små indsatser undgår bureaukrati, og de frivillige kan fokusere på kerneopgaven – som for eksempel at hjælpe børn, unge eller ældre i udsatte positioner. Det kan noget.

(...) vi har både brug for en stærk offentlig sektor og en stærk civilsamfundssektor. Det kan nemlig give et meget mere finmasket velfærdssamfund.
Rasmus Prehn, adm. direktør i Økologisk Landsforening og bestyrelsesmedlem i Fonden for Socialt Ansvar

Du taler bl.a. om, at vi som samfund bør opdrage og uddanne til større civilsamfundsindsats. Vil du sætte nogle ord på det?

Jeg synes, at vi skal have en samtale om, hvordan vi som forældre ansporer vores børn og unge til at tage ansvar og har en samtale om, hvordan vi i skolerne giver dem større ansvar.

Det kunne for eksempel være en ordning, hvor man som ung efter en ungdomsuddannelse får de samme muligheder, som vi kender fra Sverige og Tyskland, hvor de så kunne vælge en civilsamfundsindsats, de vil dedikere noget tid til – det kunne være seks måneder eller mere – og mens man gør det, så ville man få en SU-lignende ydelse, så man har råd til smør på brødet og et sted at bo.

Efterspørger du et nyt samspil mellem staten og civilsamfundet i forhold til at styrke hverdagssolidariteten?

I bogen beskriver jeg, hvordan man i Storbritannien og USA har forsøgt sig med compassionate conservatism. Der har man sagt: ”Vi skruer ned for de offentlige ydelser, og så skal det ligesom løses af civilsamfundet”. Men resultatet er virkelig dårligt.

For når velfærden bliver ringe, så er der nogen, der falder igennem og går i hundene, fordi man ikke har den ordentlige service. Og dem, der laver civilsamfundsindsatser, ender med at løbe sur i det, fordi opgaverne simpelthen er for store og uoverskuelige.

Så det er ikke enten eller – vi har både brug for en stærk offentlig sektor og en stærk civilsamfundssektor. Det kan nemlig give et meget mere finmasket velfærdssamfund.

Og samspillet mellem civilsamfund og det offentlige kan med fordel skrives ind i politikker på de forskellige områder.

Uden at tage arbejde fra overenskomstansatte kan man invitere civilsamfundsorganisationer ind i arbejdet på nogle definerede områder i for eksempel børnehaver, folkeskoler, ældrecentre, plejehjem og hospitaler til at gæsteundervise, lave aktiviteter og andre ting.

Men der skal også være bedre betingelser for, at man som medborger kan være frivillig. At være valgtilforordnet og at sidde i kommunalbestyrelser er borgerligt ombud. Der kunne jo være nogle kerneopgaver i civilsamfundet, som man siger også skal være borgerligt ombud – eksempelvis hvis det er meget svært at få folk valgt som kasserer i en forening.

I bogen bruger jeg et eksempel med Mastercard, man kunne finde inspiration hos. De giver deres medarbejdere et antal arbejdstimer, de kan bruge på civilsamfundsarbejde, og Danske Bank har en tilsvarende ordning. Det kunne tænkes ind i både offentlige og private ansættelsesvilkår.

Du er netop blevet administrerende direktør i Økologisk Landsforening og har en lang politisk karriere bag dig. Hvad har dit politiske liv betydet for dit syn på frivillighedens rolle i samfundet?

Her i slutningen af bogprocessen har jeg jo været meget optaget af, hvad er det for nogle skred, der sker i samfundet.

Jeg har været inspireret af bogen Bowling Alone, som Robert Putnam har skrevet. Hans pointe er jo, at det forhold at amerikanerne er blevet mindre aktive i foreningslivet og bliver mere individualiserede gør, at der går noget grundlæggende i demokratiet tabt.

Man begynder nemlig at bakke mindre op om demokratiet, når man ikke er vant til at forholde sig til andre mennesker. For mennesker, der er vant til at løse noget sammen med andre og derved kender til kompleksiteten ved ansvar, er også meget mere overbærende, når der sker noget uventet i samfundet. Derfor bliver de ikke så negative og lette ofre for populisternes lokkemad. Det er den ene ting.

Den anden er, at man i mødet bliver mere reflekteret, mere åben og knap så sort-hvid. For når man er i håndboldhallen, er ude at gå som natteravn eller er med i Bydelsmødre, eller hvad man nu laver, så møder man andre synspunkter og holdninger end ens egen. Derfor bliver man ikke så firkantet og skråsikker næste gang, man møder nogen, der mener noget andet end en selv.

Hør Rasmus Prehn tale mere om hverdagssolidaritet og frivillighed i DR’s radioprogram, Supertanker.