Du kom med alt det der var dig

1. Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

2. Jeg stormed ud og købte øl
ja, vintrens gamle, stive føl
fór ud på grønne enge
og du blev varm og lys – og fuld
og håret var det pure guld
som solen – skjult for længe.

3. Og blomster åbned sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.

4. Vorherre selv bød ind til fest
og kyssed hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

5. At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.

Tekst: Jens Rosendal, 1981
Melodi: Per Warming, 1987

Godmorgen, lille land

1. Godmorgen, lille land!
Et land med sol, et land med dis,
med kyst af sten og sand,
som havets bølger slikker,
med bakker skabt af is,
koldt eller venligt skiftevis.

2. Godmorgen, ø ved ø!
Nu ser vi Danmarks buetegn
med blink af hav og sø,
de slanke, lyse broer.
I sol, i blæst, i regn
bærer de os fra egn til egn.

3. Godmorgen, hver og en,
som sidder ved et morgenbord
fra Skagens hvide gren
til Gedsers lange odde,
på vores prik mod nord
her på den kuglerunde jord.

4. Godmorgen, stå nu op!
Stå ud af drøm og tankespind
og stræk din tunge krop,
for ingen er alene;
når verden lukkes ind,
bygger vi bro fra sind til sind.

Tekst: Niels Brunse, 1998
Melodi: Carsten Johannes Mørch, 1998

Gi' os lyset tilbage

1. Kloden har mange forskellige slags.
Alle må leve og dø.
Glæd dig – du er her alligevel nu!
Meningen er vel at så sine frø,
på en overladt stjerneø.

Gi’ os tiden tilbag’,
og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

2. Lykken du holder i hænderne nu,
den er vist egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.

Gi’ os glæden tilbag’,
og lad os leve af dét trylleslag:
Kroppene mange, men styrken er en.
Sådan er landet, der står på de viseste sten.

3. Ser du kun mørke, hvor du vender hen?
Tomhedens sorte protest?
Skyggerne lever kun, hvor der er lys.
Husk nu at solsiden klæder dig bedst!
Og i aften, så se mod vest!

Gi’ os lyset tilbag’.
Vi vender op på ethvert nederlag.
Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.
Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!

4. Alt hvad vi kom for at give og få:
dele og elske og slås.
Blev på et år, det vi levede på,
fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer med Helios.

Gi’ os landet tilbag’.
Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Tekst: Per Krøis Kjærsgaard, 2009
Melodi: Rasmus Skov Borring, 2009

Er lyset for de lærde blot

1. Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.

2. Er lyset i planeter kun,
som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund
et lys for alle sjæle?
Det giver os for ånder syn,
som solens skin for kroppe,
det slår i sjælen ned som lyn
fra skyerne hist oppe.

3. Er lys på visse vilkår blot
så halvvejs at ophøje?
Gør det ej alle vegne godt!
Er lys ej livets øje?
Skal for misbrugens skyld måske
på åndens himmelbue
vi heller mulm og mørke se
end solens blanke lue?

4. Nej, aldrig spørges det fra Nord,
vi lyset vil fordunkle!
Som nordlys i fribårne ord
det sås på himlen funkle,
og ses det skal ved nordens pol,
ej blot i kroppens rige;
midsommerens den bolde sol
vil ej for midnat vige!

5. Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!

Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1839
Melodi: Erling Lindgren, 1984

Hvor du sætter din fod

1. Hvor du sætter din fod,
drysser frø af de drømme du driver imod.
Ved de veje du finder,
vil man snart plukke minder.
Om du flyver omkring eller står og slår rod,
bli’r der spor af din fod

2. Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen’skes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd.

3. Vil du vugge dit skød,
går du med i en dans som fra skabelsen lød.
Vores fremtid bli’r farvet
af den klang du har arvet.
Det er slægternes rytme der rører dit kød,
sød musik i dit skød.

4. Når du husker at le,
lukker hovedet sig op og gi’r lyset entré.
Vi begriber med latter
hvad fornuft ikke fatter.
Det er ligesom et kærtegn fra livets idé
når du vover at le.

5. Du er del af et os.
Der skal mere end én til at elske og slås.
Vil du yde dit bedste
for dig selv og din næste,
må du vælge hver dag mellem tillid og trods:
Er det mig eller os?

6. Fra din tå til din top
er du skabt i et stykke der ikke går op.
Hvad du gi’r på din færden
mangedobles af verden
og la’r tro, håb og kærlighed vokse og nå
fra din top til din tå.

Tekst: Jens Sejer Andersen, 2001
Melodi: Sigurd Barrett, 200

Danskerne findes i mange modeller

1. Danskerne findes i mange modeller
og stadig kommer der nye til.
Er vi et folk, når det virkelig gælder?
Og hvem kan bestemme, hvad folket vil?

Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

2. Hvad er det fjerne, og hvad er det nære,
når verden ikke er det, den var?
Hvor er det ansvar, som alle må bære,
og hvor er den uskyld, som ingen har?

Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

3. Vel kan vi strides om guder og penge
og dømme hinanden til ensomhed.
Sammen forbliver vi stadig så længe,
vi lever og bor på det samme sted.

Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

4. Hvad skal vi styrke, og hvad skal forandres,
og hvordan gøres der ret og skel?
Hvad er mit eget – og hvad er de andres?
Og hvor begynder og ender vi selv?

Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

5. Hvor er den glæde, der smitter og fylder,
når dagen ellers er trist og tom?
Hvor er den frihed, vi siger, vi hylder,
og hvor er den tro, vi er fælles om?

Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

6. Danskerne findes i mange modeller,
for livet kræver mangfoldighed.
Levende er kun de ord, der fortæller
om fællesskabet, hvor alle er med.

Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

7.Langt imod vest under vældige himle
bag fjordens fejende fugletræk
skimtes i skyerne nutidens Gimle,
der rejser sig, nu da det gamle er væk.

Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

Tekst: Ebbe Kløvedal Reich, 1994
Melodi: Erling Lindgren, 1994