Konsulent i Brug Folkeskolen
Brug Folkeskolen har siden 2003 arbejdet for, at den lokale folkeskole er det naturlige mødested for alle børn i skoledistriktet og for en blandet folkeskole uden social og etnisk opdeling. Indsatsen samarbejder i dag med skoler i Sydhavnen, Nordvest, på Nørrebro, Valby og Amager i Københavns Kommune om, at forældre vælger den lokale folkeskole til deres børn. Brug Folkeskolen samarbejder desuden med en række relevante lokale aktører og netværk om en blandet folkeskole.
Vi tilbyder
Brug Folkeskolen vokser. Vi søger derfor en dygtig konsulent, som får en lang række vigtige og meningsfulde opgaver i en indsats i udvikling og på et område med stor bevågenhed. Som konsulent bliver du en del af vores stærke team i Brug Folkeskolen. Her skal du i samspil med vores projektleder og to konsulenter primært understøtte Blågård Skole på Nørrebro i kommunikation og lokalt samarbejde. Du vil være med til at sikre, at Brug Folkeskolen har en løbende konstruktiv dialog med skolen, og at vi understøtter forældresamarbejdet, tillidsopbygningen i lokalområdet og skolens kommunikation.
Brug Folkeskolen er en del af afdelingen for Programudvikling i Fonden for Socialt Ansvar, og her får du en hverdag i et hus af dygtige, sjove og søde kolleger, der brænder for det de laver. Afdelingen driver flere mindre og mellemstore sociale indsatser, hvoraf flere har fokus på børn og unge, trivsel og læring. Afdelingen har også ansvaret for at screene, optage og forankre nye indsatser i Fonden for Socialt Ansvar, så de kan blive til gavn for endnu flere mennesker.
Stillingen som konsulent
Vi søger en konsulent, der er engageret i folkeskolens muligheder og fællesskaber. Dine to hovedopgaver bliver kommunikation og tillidsopbyggende arbejde, hvor både dine menneskelige og kommunikative kompetencer kommer i spil. Du vil have løbende dialog med forældre, skoleledelse og forskellige samarbejdspartnere, og det er derfor afgørende, at du trives i og er dygtig til at tale med mange forskellige mennesker. Dertil skal du have stærke kommunikative færdigheder og flair for SoMe-opgaver. Du vil samtidig bidrage til Brug Folkeskolens udvikling og til øvrige opgaver i teamet.
Dine primære opgaver:
- Være til stede i lokalområdet – f.eks. til forældremøder, åbent hus, legepladsaktiviteter og samarbejde med daginstitutioner
- Udvikle og eksekvere en skarp og nærværende SoMe-indsats, der formidler skolens hverdag, styrker og fællesskaber
- Bruge viden fra møder til at opbygge tillid, forståelse og fremgang
- Indsamle fortællinger, cases og erfaringer fra forældre, børn og medarbejdere, som kan bruges i kommunikationsindsatsen
- Afholde oplæg og bidrage til møder med forældre og lokale aktører
- Arbejde for at folkeskolens elevsammensætning afspejler lokalområdet
Din profil:
- Du har måske en relevant kandidatuddannelse. F.eks. inden for samfundsvidenskab eller kommunikation
- Flair for og gode kompetencer inden for kommunikation og SoMe
- Stærk i relationsarbejde og trives i tæt dialog med mange forskellige målgrupper
- Du er udadvendt, nærværende, professionel og arbejder selvstændigt og i samspil med andre
- Du har interesse for folkeskolen og følger med i dens udvikling
Praktisk information
Jobbet er som udgangspunkt på 37 timer, men deltidsansættelse kan aftales. Der vil være arbejde uden for normal kontortid. Vi gør opmærksom på, at vi ikke er lønførende. Børneattest er påkrævet.
Ansøgning
Stillingen ønskes besat den 1. marts 2026 eller hurtigst muligt.
Send ansøgning og CV til mikkel@socialtansvar.dk og angiv “Konsulent i Brug Folkeskolen” i emnefeltet.
Ansøgningsfristen er d.14. januar 2026 kl. 12.00. Jobsamtaler afholdes forventeligt d. 19. januar, og en eventuelt anden samtale d. 22. januar.
Har du spørgsmål til stillingen?
Er du velkommen til at kontakte projektleder i Brug Folkeskolen Nanna Marcella fra d. 5/1 2026 på nanna@socialtansvar.dk eller 21 36 29 33. For spørgsmål ang. vilkår henvend dig til Direktør for Programudvikling Mikkel Hyldebrandt Jensen på mikkel@socialtansvar.dk
Om Fonden for Socialt Ansvar
Fonden for Socialt Ansvar arbejder med frivilligt socialt arbejde på mange niveauer og er paraplyorganisation for frivillige sociale indsatser, der byder ind med løsninger på en række af samfundets alvorlige problemer. Vores formål er at støtte aktiviteter, der fremmer socialt ansvar i den civile-, private- og offentlige sektor, og vores indsatser sker på grundlag af bevillinger og donationer, da Fonden ikke selv er formuende. Fonden arbejder inden for alle velfærdsområder for at støtte børn, unge og udsatte grupper.
Find vej
Fonden for Socialt Ansvar har til huse på Bygmestervej 10, 1. + 3. sal, 2400 København NV.
Du kan læse mere om os og vores arbejde på www.socialtansvar.dk