Regler for skattefradrag

Jeres virksomhed kan som hovedregel få fuldt fradrag for et sponsorat til Fonden for Socialt Ansvar af en hvilken som helst størrelse, såfremt I modtager en reklameydelse f.eks. logomateriale eller PR i forbindelse med sponsoratet.

I de fleste virksomheder kan et sponsorat med en reklameydelse trækkes fra som en driftsudgift. Det er op til jeres virksomhed at bedømme, om I har lov til at fratrække beløbet som driftsomkostninger (f.eks. reklameudgift) jf. statsskattelovens §6. Konsultér evt. jeres revisor eller jurist for at få afklaret spørgsmålet.

Forskellen på en donation og et sponsorat til Fonden for Socialt Ansvar er primært defineret af den modydelse, som Fonden for Socialt Ansvar leverer til jeres virksomhed. Får jeres virksomhed f.eks. logomateriale eller omtale på sociale medier, vil der typisk være tale om et sponsorat der er fuldt fradragsberettiget som driftsomkostning i jeres virksomhed.

Donationer

En donation betragtes som en gave, der ikke nødvendigvis aktiverer en modydelse fra Fonden for Socialt Ansvar. Der pålægges ikke moms på donationer, og donationer er fradragsberettigede op til 18.300 kr. i 2024 (17.700 kr. i 2023).