I Randers har Kvinder i Job netop afsluttet et forløb. Allerede ved forløbets afslutning var over halvdelen af holdet i job, i praktik eller kommet i uddannelse. Det endelige resultat ventes at nå endnu højere de næste par måneder.
En af kvinderne, som har fundet job i forløbet, er Shqipdona Ramadari fra Kosovo, som er blevet ansat på et plejehjem.
“Det betyder meget, at jeg også kan bidrage til det samfund, jeg er en del af, og jeg er glad for at være i job. Forløbet har været med til at styrke min tro på, at min fremtid er på arbejdsmarkedet. Det har været en god mulighed for at blive mere selvsikker og samtidig møde mange virksomheder,” siger Shqipdona Ramadari.
Kommune: Kvinder i Job hjælper borgerne på vej
”Det ville være et tab for både samfundet og den enkelte kvinde at ende i ledighed og uden for fællesskabet. Det er også derfor, vi har tilpasset vores jobskabende forløb til de ukrainske kvinder, der kommet til Danmark, siden krigen brød ud. Vi hjælper og støtter kvinderne med at komme igennem det traume, det er at flygte, og vi har netop den erfaring, der skal til, for kunne håndtere de særlige udfordringer,” fortæller chef i Fonden for Sociale Investeringer Marianne Hauerslev, som Kvinder i Job er en del af.
Udover de ukrainske kvinder, der kan have både sproglige udfordringer og traumer om krigen og flugten, så kan der være mange grunde til, at de kvinder, vi hjælper, har været langt fra arbejdsmarkedet. Mange har minoritetsbaggrund og har i familien haft opgaven med at passe hjem og børn, de er ufaglærte, har lidt eller ingen skolegang og ofte helbredsmæssige udfordringer.
“Vi har borgere, der sommetider har lang vej til arbejdsmarkedet og helt andre forudsætninger for at indgå i arbejdsmarkedet. Derfor er der mange skridt for dem for at nå ud og blive en fuldbyrdet erhvervsaktiv borger. Disse skridt får de lov at tage i trygge rammer på det her forløb, hvor Kvinder i Jobs koncept får dem på vej mod beskæftigelse,” siger Liv Holm Andersen, der er leder af Job & Integration i Randers Kommune.
Danish Crown slog dørene op for Kvinder i Job
Kvinderne bliver undervist intensivt i jobkultur, jobsøgning og sprogfærdigheder, og de får styrket deres personlige kompetencer. Sammen lærer kvinderne arbejdsmarkedet at kende, og hvad det vil sige at være på en arbejdsplads. En fast del af forløbene er, at undervisningen foregår lokalt hos forskellige virksomheder, der lægger hus til. Blandt andre har Danish Crown, Unibrew og Microsoft Danmark samarbejdet med Kvinder i Job om undervisningen.
”Vi har et stort netværk blandt virksomheder og kan vise kvinderne de jobs, de kan få, og lære dem, hvad der skal til for at få – og fastholde – et job. Og så arbejder vi meget konkret med at nedbryde de barrierer, der forhindrer dem i at komme i job. Det kan være sociale normer, de er vokset op med, eller bare helt enkelt en manglende indsigt i den danske arbejdskultur og dermed en utryghed. Når vi lykkes med at fjerne barrierene, kommer lysten og modet,” forklarer Marianne Hauerslev.
Som Larysa, en af kvinderne fra Ukraine, der nu har fået job i en børnehave, siger om forløbet: ”Den støtte, jeg har fået, giver mig tillid til mine evner. Jeg er sikker på, at jeg vil lykkes.”