I disse dage følger tusindvis af forældre deres børn til deres allerførste skoledag.

Børnene glæder sig, er spændte og måske lidt nervøse. På en måde er det den første dag i resten af deres liv. Her skal de til at finde deres plads blandt børn, de aldrig før har mødt. Dét kan børn, og det gør de – nysgerrigt, naturligt, umiddelbart. Her kan vi som forældre lære noget vigtigt af vores børn.

For i det øjeblik vores børn starter i skole, træder vi som forældre også ind i et fællesskab, som ingen af os selv har sammensat. Vi bliver en del af en klasse, en årgang og en skole med mennesker, vi ikke nødvendigvis ligner, og som vi måske ikke ville have mødt under andre omstændigheder.

Dét er noget af det mest værdifulde ved vores danske folkeskole. Men måske også dét, som udfordrer os mest som forældre. For hvordan er det nu lige, at man samarbejder med mennesker, man måske hverken kender, ligner eller er enige med?

Vores vigtigste øverum i forskellighed

I en tid, hvor vi i høj grad vælger vores venner, fritidsinteresser, vores medier og ofte også de kvarterer, vi bor i – dér er fællesskabet i folkeskolen en undtagelse. Her møder både vores børn og os voksne mennesker, vi ikke selv har valgt. Derfor er folkeskolen et af vores samfunds vigtigste demokratiske øverum.

I Fonden for Socialt Ansvars indsats Brug Folkeskolen arbejder vi hver dag med det, der sker mellem mennesker på vores skoler. I vores tætte samarbejder med københavnske skolebestyrelser, skoleledelser og forældre ser vi på nært hold, hvad der får fællesskaber til at vokse – og hvad der får dem til at slå revner.

For der tales ganske vist meget om folkeskolen i disse år. Men når vi taler om skolebørns trivsel, handler debatten mest om skærme, økonomi, reformer eller normeringer. Det er vigtige emner. Men det, vi overser, er, hvor stor betydning relationerne mellem de voksne omkring børnene har for trivslen i en klasse.

Relationerne mellem forældre betyder mere, end vi tror

Vi ser igen og igen i vores arbejde, at når forældre lærer hinanden at kende tidligt, opstår der større tillid til hinanden. Vi får tiltro til den andens gode intentioner – og dét gør en forskel, når der senere opstår problemer. Når voksne tør række ud til mennesker, de ikke umiddelbart ligner, bliver fællesskabet mere robust. Og når forældre oplever, at de har et fælles ansvar for klassen, styrker det ikke kun enkelte børn, men hele gruppen.

Når relationerne omvendt mangler, bliver enhver uenighed lettere personlig. En Aula-besked læses i værste mening. En konflikt mellem to børn udvikler sig til en konflikt mellem to familier. Forældre begynder at tale om hinanden i stedet for med hinanden. Og diskussionen kommer hurtigt til at handle om enkelte børn, forældre eller lærere frem for det fælles ansvar for klassen. Måske ofte fordi vi møder skolen med blikket rettet alene mod vores eget barn.

Og jeg forstår det sådan set godt. De færreste afleverer deres barn i skole om morgenen og tænker på gennemsnitstrivslen i 0.B. Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Jeg var nok mest optaget af mine egne børns trivsel. Men med tiden er jeg blevet klogere på noget vigtigt.

Vores børns trivsel afhænger af de andres

Børn udvikler sig ikke i et vakuum. De indgår i relationer og fællesskaber, hvor stemninger, normer og sociale dynamikker påvirker alle. Et barn kan klare sig godt fagligt og have gode venner. Men hvis forældrene taler om hinanden i stedet for med hinanden, hvis misforståelser vokser, eller hvis nogle børn og familier igen og igen ender på kanten af fællesskabet, så siver det også ind i klasselokalet.

Derfor kan vi som forældre let komme til at spænde ben for det, vi egentlig ønsker. Når blikket kun er rettet mod vores eget barn, overser vi, at vores barns hverdag formes af fællesskabet omkring hele klassen. Derfor er noget af det bedste, vi kan gøre for vores eget barn at engagere os i fællesskabet omkring de andre.

Fællesskabet kræver plads til flere

Samtidig træder ikke alle ind ad skolens dør med de samme forudsætninger. Nogle forældre kender skolesystemet indefra, har fleksible arbejdstider og et stærkt netværk. Andre kommer direkte fra aftenvagt eller er usikre på, om de har forstået Aula-beskeden rigtigt. Det har betydning for, hvem der får en stemme i skolelivet – og hvem der risikerer at stå udenfor.

I Brug Folkeskolen mener vi, at folkeskolen er noget af det mest værdifulde, vi har. Ikke kun fordi den uddanner børn, men fordi den samler mennesker, som ellers aldrig ville have mødt hinanden.

Derfor arbejder vi for, at flere familier vælger den lokale folkeskole, og for at gøre det lettere for alle at træde ind i og være en del af skolefællesskabet. Men hvis folkeskolen skal lykkes som fællesskab, kan det ikke være op til skolen alene. Skolen har ganske vist et ansvar for at skabe rammer, hvor flere kan deltage. Men forældre med ressourcer, erfaring og overskud har også et ansvar. Ikke fordi nogen skal redde andre, men fordi stærke fællesskaber sjældent opstår af sig selv.

De opstår, når nogen tager det første skridt. Når man sætter sig ved siden af den, man ikke kender. Når man spørger, før man antager. Og når man husker, at den forælder, der aldrig dukker op, måske kæmper med noget, man ikke selv kan se.

Det samfund, vi ønsker, begynder her

Folkeskolen er stedet, hvor børn lærer at læse, skrive og regne. Men den er også et af de få steder i vores samfund, hvor mennesker på tværs af forskelle mødes om noget fælles og øver sig i at få det til at fungere.

Derfor handler vores tilgang til fællesskaberne i skolen også om, hvilken slags samfund vi ønsker at være. Et demokrati hviler nemlig ikke på love og institutioner alene. Demokratiet lever af vores tillid til hinanden og vores vilje til at tage ansvar for noget, der er større end os selv.

Netop skolestarten er større end den nye skoletaske og billedet foran hoveddøren. For når vores børn træder ind i klasselokalet, træder vi forældre også ind i et fællesskab. Et fællesskab, vi ikke selv har valgt, og som vi skal lære at være en del af. Et fællesskab, der kun lykkes, hvis vi tager ansvar for andre end os selv.

Sådan bygges stærke klasser. Og sådan bygges stærke demokratier.