Mødregrupper er efterhånden et velkendt fænomen, men hvad med fædregrupper? Den 14. december mødte seks nye fædre op i Københavns Nordvestkvarter for at finde et fællesskab med andre nye fædre. De seks fædre er det første hold i Fonden for Socialt Ansvars nye projekt, der hedder ”Far er vigtig” og er baseret på vores snart 10 års erfaring med at styrke fædres deltagelse i deres børns liv.
Det arbejde, vi igennem 10 år har udført gennem bl.a. den frivillige sociale indsats Baba, viser, at et bredt udsnit af fædre kan opleve stor usikkerhed i farrollen og derfor ikke nødvendigvis tager barsel. Og derudover er der en gruppe af fædre, der er særligt usikre, fordi de oveni lever med f.eks. psykisk sårbarhed, arbejdsløshed, manglende netværk, eller som er blevet forældre tidligt.
”I vores arbejde har vi identificeret et behov for en tidlig indsats, der kan støtte mænd lige før og lige efter, de er blevet far, så flere fædre tager barsel – hvilket er til gavn for barnet. Vores erfaring er, at mange fædre gerne vil benytte sig af barselsorloven, men fordi de står i en sårbar situation, der handler om meget andet end det at blive far, har de brug for støtte og mulighed for at være en del af et fællesskab med andre småbørnsfædre,” forklarer Mai-Britt Haugaard Jeppesen, der er direktør for frivilligt socialt arbejde i Fonden for Socialt Ansvar.
Erfaringer skaber nye løsninger
Fonden for Socialt Ansvar har fokus på at bruge erfaringerne fra de frivillige sociale indsatser til at udvikle nye løsninger på de udfordringer, vores målgrupper har. Bl.a. har vi siden 2014 arbejdet med at opbygge fædres kompetencer og viden og bygget bro mellem fædre og system.
”Problemet er jo, at når fædrene føler sig usikre på, hvad de skal gøre, om jordemoderen også taler til dem, hvad sundhedsplejersken egentlig mener og desuden ikke oplever at blive inviteret ind i det rum, som kan være meget kvindedomineret, så kan det føre til, at de trækker sig i stedet for at involvere sig i barnets første levetid. Og det går ud over børnene, og det øger sandsynligheden for at social udsathed går i arv til børnene. Men omvendt ved vi, at fædre, der føler sig inddraget og engagerer sig aktivt i deres børns liv, bliver mere selvsikre og kompetente i farrollen, og det skaber sundere og gladere mænd og bidrager til ligestilling både i familien og i samfundet,” fortæller Mai-Britt Haugaard Jeppesen.
Metoden er baseret på fællesskab og dialog
Projektet er bygget op om et forløb med fokus på fællesskab, handling, dialog og brobygning – elementer, der kommer fra bl.a. Babas læringsforløb for fædre og er baseret på evaluerede metoder, som styrker fædrene i deres nye rolle og deres forældrekompetencer.
Far er Vigtig etablerer et fællesskab for de kommende og nye fædre, hvor de kan hjælpe hinanden og sætte ord på følelser, bekymringer og drømme. Når fædrene taler om de dilemmaer, de møder som far og om hvilken slags far, de gerne vil være, så gør det dem bedre i stand til både at tale med barnets mor og med jordemødre, sundhedsplejersker og pædagoger om barnet. De gør rollen som omsorgsperson til deres egen, og det styrker både faren og relationen til barnet.
I praksis mødes fædrene regelmæssigt i et fastlagt forløb, hvor de bl.a. taler sammen om, hvordan de gerne vil være far, deres forhold til deres egen far og laver en handleplan, de vil følge op på.
Undervejs bliver der bl.a. holdt dialogmøder mellem fædrene og de fagpersoner, de og barnet vil møde i løbet af barnets første 1000 dage. Først med en jordemoder, derefter med en sundhedsplejerske og senere med en vuggestueleder. Dialogmøderne bygger bro mellem systemet og fædrene, opbygger gensidig forståelse og tillid gennem åbne samtaler og sikrer at fagpersonerne bliver opmærksomme på fædrenes ressourcer og hvordan de kan involveres i barnets pasning som en primær omsorgsperson.
De seks fædre er en del af den første gruppe i projektet, der kører over de næste to år i indtil videre fem byer. Det er stadig muligt for fædre at tilmelde sig forløbene ved at kontakte Fonden for Socialt Ansvar.