Come Together Danmark er i dag aktiv i Horsens, Favrskov, Odder, Silkeborg og Skanderborg kommuner, hvor indsatsen hjælper unge, der kan være ramt af ensomhed, psykisk sårbarhed eller har et misbrug bag sig. Beslutningen om optagelse i Fonden for Socialt Ansvar er sket for at styrke indsatsens strategiske fokus og for at skabe et bedre organisatorisk grundlag for indsatsens langsigtede udvikling.
Bestyrelsesformand Simon Christiansen, Come Together Danmark, siger:
”Vi har et mål om at udbrede indsatsen til flere kommuner og dermed hjælpe endnu flere. Men hidtil er vi stødt ind i den sædvanlige begrænsning, at det er de samme få frivillige, som skal kunne løfte alle opgaver. Vi ser derfor en enorm værdi i, at vi nu kommer ind under Fonden for Socialt Ansvar, hvor vi har mulighed for at vokse og få de synergier og fordele, der er ved at dele administration, IT, kommunikation og fundraising – samt fondens store netværk og faglige fællesskab.”
En styrkelse af Fonden for Socialt Ansvars ungefokus
Fonden for Socialt Ansvar har i forvejen et stærkt ungefokus, særligt gennem indsatserne Natteravnene og Unge Ravne, som styrkes ved optagelsen af Come Together Danmark.
Adm. direktør Thit Aaris-Høeg, Fonden for Socialt Ansvar, siger:
”Vi er meget glade for og stolte over, at Come Together Danmark nu bliver del af fonden. Come Together gør en vigtig forskel for mange unge og har et stort potentiale til at hjælpe endnu flere. Vi har fælles målsætninger i forhold til at ville skabe et trygt ungdomsliv samt at forebygge ensomhed, og Come Together passer rigtig godt ind hos os sammen med de indsatser, vi allerede driver.”
Fonden for Socialt Ansvar har sat sig et strategisk mål i forhold til at samle de små og mellemstore organisationer med størst socialt potentiale under én hat og således bidrage til en mere bæredygtig social sektor. Indsatserne får en stærk fælles professionel organisation med et professionelt back office samt et fagligt fællesskab, som giver organisationerne nye muligheder og skaber nye samarbejder.
Come Together Danmark er blevet optaget i Fonden for Socialt Ansvar igennem Fondens rugekasseprogram. I 2021 blev også frivilligindsatsen 2 Timer om Ugen en del af fonden.
Læs mere om rugekasse-programmet.