Graviditeten
Her har vi samlet råd og indsigter til samarbejdet mellem fædre og jordemødre under graviditeten.
I videoen deler både jordemoder Clara sine indsigter og konkrete råd til, hvordan du som far kan indgå i et godt samarbejde med jordemødre, og Adeel sine egne oplevelser med at være nybagt far.
Til fædre
Som kommende far har du en vigtig rolle i graviditeten og i den familie, I er ved at skabe. Dog kan det nogle gange være svært at få øje på præcis, hvor og hvordan du kan træde til under graviditeten – særligt fordi selve graviditeten kun finder sted i den gravides krop.
Her har vi samlet en række råd fra samarbejdet mellem jordemødre og fædre, der peger på måder, du kan træde aktivt ind i rollen som far allerede under graviditeten.
Det er naturligt, at dine følelser udvikler sig undervejs
Under graviditeten vil dine tanker, forventninger og følelser ændre sig, og det er en naturlig del af at finde ind i rollen som forælder. Samtidig kan barnet stadig føles abstrakt og langt væk i perioder. Det udelukker ikke, at du er engageret og til stede. Begge dele kan eksistere på samme tid.
Begynd at lytte til din mavefornemmelse
At blive forælder handler ikke kun om at tilegne sig ny viden. Det handler i lige så høj grad om at have tillid til dine egne reaktioner, overvejelser og vurderinger. Som far har du også instinkter og mavefornemmelser, som er vigtige i forhold til dit barn og din familie. De kan tage form allerede under graviditeten, og de er værd at lytte til, for de er en del af det, du bringer ind i forældreskabet.
Deltag også i jordemoderskonsultationerne
Jordemoderkonsultationerne er en vigtig del af forløbet, hvor der deles viden og træffes beslutninger om graviditet og fødsel. Ved at deltage bliver du en aktiv del af de samtaler, der handler om jer som kommende familie. Din tilstedeværelse giver dig mulighed for at få indblik i forløbet, stille spørgsmål og bidrage med dine egne perspektiver. Det er med til at skabe et fælles grundlag for de beslutninger og overvejelser, I står i undervejs.
Download appen Far-Godt fra start
Appen er anbefalet af jordemødre og sundhedsplejersker og har samlet viden om både graviditet, fødsel og den første tid med barnet. Du kan finde videoer, til, hvordan du træner med din baby, guider til bleskift, tjeklister til fødslen og meget mere. Appen kan købes via Google Play eller App Store.
Læs Politikens bog om graviditet
Der findes mange forskellige kilder til viden om graviditet, og det kan være en hjælp at tage udgangspunkt i materiale, der er fagligt gennemarbejdet. En far har fået Politikens bog om graviditet anbefalet af en jordemoder, og vi vil give anbefalingen videre. Bogen er en samlet og gennemgået kilde, som kan give et godt overblik over forløbet. Bogen kan bruges som et fælles referencepunkt og bidrage til en delt forståelse af de emner, I møder undervejs i graviditeten. Bogen kan købes her.
Del dine tanker med andre fædre
Det kan være værdifuldt og givende at vende sine tanker om faderskabet med nogle, der står/har stået i samme situation. Samtaler med andre kommende eller nybagte fædre kan hjælpe dig med at finde din rolle som far både under graviditeten og efter fødslen. Ved at snakke ærligt og åbent om farrollen med ligesindede, vil du på sigt også have et bedre udgangspunkt for at snakke børn, opdragelse, fødsel m.m. med din partner.
Hvis du efterlyser et fællesskab, som kan give dette rum, kan du tilmelde dig et Far er vigtig forløb her.

Til jordemødre
Her har vi samlet en række råd fra fædre, der peger på, hvordan deres perspektiver og ressourcer kan bringes mere i spil under graviditeten.
Sig vores navn
Når I kalder os ind til konsultation, så henvend jer til os begge ved at råbe både vores partners og vores navn op. Det giver os følelsen af at være med fra starten og blive set som en aktiv del af processen.
Skab tid til vores spørgsmål
Det gør en forskel, når I fra starten af konsultationen tydeliggør, at der er sat tid af til spørgsmål fra både mor og far f.eks. til sidst i konsultationen. Det giver ro og tryghed at vide, at der også er plads til vores spørgsmål.
Brug ”I” i stedet for ”du”
I stedet for kun at tale til den gravide, kan I invitere os ind i samtalen ved at sige “I” under konsultationen. Det understøtter forståelsen af graviditeten og forberedelsen til fødslen som et fælles anliggende, hvor vi som fædre også har en rolle og forventes at byde ind.
Adressér os direkte
Ved fælles åbne spørgsmål er det naturligt for os at lade den gravide føre ordet. Ved at rette spørgsmål direkte til os, viser I, at vores perspektiv også er vigtigt, og det gør det lettere for os at bidrage med vores perspektiver.
Giv os mulighed for at deltage
Graviditeten finder sted i den gravides krop, og som fædre kan vi derfor nemt komme til at stå lidt på sidelinjen. Når vi får mulighed for at mærke med og deltage aktivt i det, der sker under konsultationerne, bliver vi i højere grad en del af det, der foregår.
Husk at forklare
Der kan være faglige begreber i konsultationerne, som ikke nødvendigvis er fælles viden for begge forældre. Ved løbende at folde begreber ud og sikre en fælles forståelse, bliver det lettere for os som fædre at følge med og indgå aktivt i dialogen.
Hav materiale tilgængeligt til os
Ved at tilbyde materiale, der er målrettet fædre, er I med til konkret at understøtte vores deltagelse i forløbet. Det signalerer, at fædre er en del af målgruppen og har en rolle i det, der vedrører både graviditet, fødsel og familieliv.
Du kan finde flyers til Far er vigtig her, eller du kan bestille Forum for Mænds Sundheds pjece på dette link.

Kontakt for samarbejde
Download vores lommekort
Vi har udviklet et lommekort, hvor du hurtigt og nemt kan finde 10 råd fra fædre til, hvordan du som jordemoder kan inddrage dem mere under graviditet, fødslen og efter fødslen. Du kan hente lommekortet her.


